Præparater

I et løbet af et behandlingsforløb arbejder vi med en række forskellige præparater.

Vitaminer og mineraler

Vitaminer og mineraler har en meget stor betydning for vores sundhed. En optimal vitamin- og mineralbalance skal sikres gennem kosten. Vitamin- og mineraltilskud anbefales personer, der ikke får en sund og varieret kost. Vitaminer er stoffer, som skal være tilstede i kroppen, for at visse processer kan foregå. De har hver deres funktion og kan ikke erstatte hinanden. Mineraler er kroppens byggesten. Uden mineraler er liv umuligt. Mineraler skal være tilstede for at vitaminer kan optages – og omvendt.

Vitaminer er livsnødvendige organiske stoffer og har stor betydning for vækst og regulerer mange forskellige processer i kroppen som f.eks. dannelse af knogler, normal fosterudvikling, udvindelse af energi fra den mad vi spiser o.s.v. Vitaminer opdeles i to grupper – de fedtopløselige og de vandopløselige.

De fedtopløselige vitaminer kan deponeres i kroppen, hvorfra de senere kan hentes efter behov. Der ses derfor sjældent mangler. Det er vigtigt med en god leverfunktion for at nedbryde fedtstoffer og optage de fedtopløselige vitaminer. En optimal ernæret, sund person kan have depot af fedtopløselige vitaminer til ca. tre måneders forbrug.

De vandopløselige vitaminer bliver hurtigt udskilt og er dermed de mest flygtige. Får vi flere vandopløselige vitaminer end vi har brug for, udskilles overskuddet gennem urinen.

Mineraler indgår i utallige funktioner i den menneskelige organisme. Deres opgaver er bl.a. at regulere syrebasebalancen, muliggøre nervesystemets og musklernes funktion samt at regulere hormonbalancen. Afgørende for en optimal mineralbalance er bl.a. en god nyrefunktion. Normale nyrer tilbageholder de mineraler, vi mangler, og øger udskillelsen af dem vi har i overskud.

Homoøpati

Homøopatisk medicin er potenserede lægemidler, stærkt fortyndede ud fra substanser fra mineral-, plante- og dyreriget. Virkningen som medicin ligger ikke i “stoffet”, men i “kræfterne”, der frigøres under potenseringen. Metoden har vist sin styrke gennem de sidste 200 år, siden den tyske læge S. Hahnemann fandt frem til den. Homøopati er i dag meget udbredt i lande som f.eks. Tyskland, Frankrig og England.

Ved homøopatisk medicin, er det ikke så meget mængden som hyppigheden, der er afgørende. Det er derfor vigtigt, at man indtager medicinen det antal gange om dagen, som er anvist af behandleren eller anført på produktet.

Medicinen indtages bedst på tom mave, min. 15 minutter før et måltid. Da den optages via slimhinderne, må der kun drikkes vand 15 minutter før medicinen indtages og 15 minutter efter indtagelsen. Dette er fordi, slimhinderne i mund og svælg irriteres ved indtagelse af mad og andre drikke end vand (som er neutralt), og irritationen bevirker, at man ikke får gavn af den homøopatiske medicin.

  • Dråber indtages bedst i et lille glas vand (snapseglas), hvor man “smager” på vandet, inden det synkes.
  • Pulver/tabletter lægges på eller under tungen, hvor det/de smelter og derefter synkes.

Medicinen må ikke komme i forbindelse med metaller. Brug derfor ikke en metalske eller et metalkrus, brug i stedet et glas, en ben- eller plastikske.

Når man indtager homøopatisk medicin, kan der ofte indtræde en førstegangsforværring, hvilket betyder, at kroppen via medicinen er blevet aktiveret, således at den forsøger at skille sig af med sygdommen. Det er altid et godt tegn på, at medicinen har mulighed for at hjælpe. Er førstegangsforværringen for voldsom bør du kontakte din behandler, så I kan aftale det videre forløb. Hvis du selv vil arbejde med det, standser du indtagelsen af medicinen, til reaktionen er aftagende, hvorefter du starter igen med halv dosis, som trappes op til den anførte mængde i løbet af 3-4 dage.

Bachs Blomsterremedier

Der findes 38 forskellige Bachremedier, og de bruges til at genoprette følelsesmæssige ubalancer i alle afskygninger, som f.eks. frygt, manglende selvværd, fortvivlelse, vrede og meget andet.

De er skabt til at hjælpe os igennem det som er svært i perioder af vores liv, og det som vi gerne vil ændre på for at blive mere velfungerende i vores hverdag. Remedierne kan bruges af alle aldersgrupper lige fra små babyer til ældre mennesker.

Læs mere om Bachs Blomsterremedier ved at klikke her.